Mandolinen

Lidt generelt om Mandolinens udvikling i Danmark.
(Udpluk fra:Mandolin i Danmark, red. Mette Müller.)

Udgivet af Musikhistorisk Museum og Carl Claudius´ Samling, København 1991
Mandolinens oprindelse kan spores tilbage til den arabiske verden, og så langt tilbage som i 900-tallet dukkede de første typer op i Europa i form af forskellige Lut-typer og størrelser. Generelt var Lutten forsynet med 6 dobbelte strengekor i kvart-tertsstemning. Mandolintyperne havde som regel 4 strengekor og stemningen varierede. I 1500-tallet begyndte man at udgive musikpædagogiske værker, hvor også mandolinen behandledes, og ved et stort italiensk fyrstebryllup i 1589 optræder en “Mandola”. Man forestiller sig, at mandolaen med sin særlige klang frit har kunnet indgå i en broget og festlig kombination af alle mulige instrumenter.

Omkring 1740 blev der i Neapel, i forbindelse med ønsket om en mere bæredygtig tone, udviklet metalstrenge med stor spænding, og man benyttede nu 4 dobbelte kor (der stemtes ligesom violinen) og for at fordele belastningen, indførte man det velkendte knæk på dækket, ligesom den dybt hvælvede bund blev almindelig. Familieskabet med lutten forsvinder, og mandolinen blev typisk violinistens instrument nr. 2. Instrumentet blev meget populært både blandt aristokratiets amatører og de professionelle. Blandt komponister, der har skrevet om mandolinen, findes navne som Corette, Pleyel, Mozart, Hummel og Beethoven.

Ved tærskelen til 1800-tallet opstod der, angiveligt på grund af krige og ufred, et behov for kraftigere og mere udtryksfuld musik, og der kunne mandolinen ikke dække behovet, hvorved den næsten blev glemt. Ingen komponerede længere for den, og repertoiret blev glemt, så da interessen i slutningen af 1800-tallet meldte sig i Central- og Nordeuropa, måtte man begynde forfra, og ofte benyttede man sig af at transskribere musik, som kendes for anden besætning. – Takket være forskellige kunstnere, – navere og div. vandrelaug, fandt mandolinen vej til Danmark, hvor både amatører og professionelle har bidraget til dens popularitet.

Selve mandolinen, som vi kender den i dag, har en over 100 årig byggetradition i Danmark, hvor den mest kendte og for danske byggere mest betydningsfulde enkeltperson var Peder Stochholm, der ud af sine mange færdigheder valgte at kaste sig over instrumentbygning.

Udover violiner og guitarer blev det til adskillige mandoliner, mandolaer og den særlige svensklut, der blev hans speciale.

– En af dem, som lod sig inspirere af Stochholms arbejde, var Johannes Møller, der med en uddannelse som snedker ligeledes kastede sig over instrumentbygning. Det blev til guitarer, mandoliner, mandolaer, mandocello, mandobas og svensklut.
På sit værksted havde han en yngre medarbejder ved navn Arne Schlünsen, der senere blev selvstændig og producerede guitarer, mandoliner, mandolaer og balalajkaer.

– En anden instrumentmager ved navn Poul August Just Povlsen, startede sammen med en kompagnon, en produktion af banjoer og trommesæt, men efter nogen tid fortsatte han alene og byggede mange spændende udgaver af guitarer, mandoliner, mandolaer og bas-mandoliner. Han byggede både med flad bund og med hvælvet dæk.
Gennem sit kendskab til et mandolinorkester traf han Yngve Barslev som blev interesseret i at bygge instrumenter, og han blev medarbejder i ca. 4 år. Herefter arbejdede han en kortere periode hos Johannes Møller, før han grundlagde sit eget værksted, hvor han fremstillede guitarer og mandoliner.

– Hans Ludvigsen forsøgte sig tidligt med mandolin af cistertypen og med banjo-mandolin men inspireret af Arne Schlünsen, hvis værksted han besøgte, lagde han vægten på guitarerne, som var højt efterspurgt blandt de professionelle musikere.

– Hans Aarøe, der perifert kendte Yngve Barslev, blev drevet af sin egen interesse for at bygge instrumenter, og trods en sen start, opnåede han at fremstille ca. 90 instrumenter af forskellig type. Ind imellem eksperimenterede han med bl.a. renaissancelut, walisisk harpe, violin og nyckelharpe, men hovedvægten lå på mandolin og mandola.

– Efter at have repareret en del af min faders gamle mandoliner, begyndte jeg (Kurt Søndergaard) at spekulere på at bygge en helt fra bunden af, det var i 1980. Det var ikke så ligetil og det tog tid. Resultatet kan jeg i dag more mig over, den kunne spille, men den var ikke køn.
Da jeg den gang spillede i mandolinorkesteret Magiba og kender spillere fra andre orkestre, blev jeg gjort opmærksom på Hans Aarøe, som jeg opsøgte. Vi fik en lang og spændende dialog, og det udviklede sig til et årelangt samarbejde og venskab, der fremmede mine færdigheder i forbindelse med fremstilling af mandoliner.
– Jeg havde været så heldig at komme i besiddelse af en af Johannes Møllers´ originale modelblokke, gennem en af pigerne i orkesteret, (hvis far kendte Johs. Møller). Efterfølgende blev jeg tilbudt de sidste rester fra Johs. Møllers værksted af hans enke. Det var et savn da Hans Aarøe gik bort, men jeg fik lov til at købe, og siden arve, mange væsentlige ting fra hans værksted, så jeg som foreløbig sidste skud på denne stamme har fortsat traditionen med at bygge mandoliner i Danmark.

 Kurt Søndergaard.